For demokratiets skyld, bør afrikanere sætte sig ned ligesom på billedet her og finde fælles politiske spilleregler de kan respektere. det mener Blay-Azu Dali (1. til venstre på billedet), her under familiens akaciatræ i landsbyen Siégouékou http://www.ajsiegouekou.blogspot.com/ (i den vestlige del af Elfenbenskysten)

Dette indlæg inspireres af den amerikanske film ’’The last king of Skotland” med den fremragende Forrest Whittaker i rollen som Ugandas diktator Idi Amin Dada (1971-1979) og drabsforsøg på den Beninske nyvalgte Præsident Yayi Boni den 16.03.07.

Min analyse af filmen, set i tråd med attentatforsøget på den nyvalgte præsident i Benin, er, at manglende demokratisk kultur eller enighed om fælles politiske spilleregler er en fare for demokratiets udvikling i Afrika.

I filmen med Forrest Whittaker som Idi Amin, ser vi en ny præsident, som i begyndelse af sit embede, er tæt på folket, har store ambitioner om at bygge skoler, hospitaler osv. Men som kupmager, blev han hurtig indhentet af sin fortid, da han overlever et attentat, som siges at have Obotés (den væltede præsidents) tilhængere som bagmænd.

Dermed gribes præsidenten af paranoia, som udløser de grusomste overtrædelser af menneskerettighederne. Politiske modstandere blev systematisk henrettet og ryddet af vejen for præsidentens egen sikkerhed. Selv i præsidentens egne rækker, forsvandt folk sporløst, da de mistænkes at medvirke i en konspiration imod ham.

Jeg ser demokratiets udvikling i Afrika som et kohærent samspil mellem masserne og den styrende elite. Har én af parterne en forkert opfattelse af demokrati — som det så ofte er tilfældet i Afrika — opstår der en politisk krise, som kan medvirke til en borgerkrig.

Nu ser vi i Benin en demokratisk valgt præsident, som man forsøger at myrde. Hvem har interesse i at det unge, men vel rodfæstede demokrati i Benin tager en forkert drejning?

Eksempler som dette, er set fra flere afrikanske præsidentpaladser. Attentatforsøg kan skabe paranoide handlinger, som vil kunne forvandle en ambitiøs præsident til en grusom diktator, hvis endeligt mål bliver at forsvare sig og kæmpe for at blive på magten i stedet for at koncentrere sig om det væsentligste - at igangsætte politikker, der skaber udvikling og velstand.

Der opstår risiko for en ond cirkel af militærkup, bevæbnede rebellioner og de evige borgerkrige med deres miserable følger af de værste former for overtrædelser af menneskerettigheder.

Jeg ser derfor udviklingsbistand orienteret mod god regeringsførelse, som midler der skal fremme en god forståelse for demokrati til alle. Målet må være, at folk fra forskellige samfundslag finder et fodslag om deres politiske spilleregler, som de forhåbentlig kan underlægge sig.

For hvad fører det til at have en præsident, som formår at udøve demokratis spilleregler, hvis han foran sig har en flok modstandere, der ville se ham dø for at overtage præsidentposten?

Hvad fører det til at have en befolkning, som tørster efter frihed og demokrati, men som har en leder, der ved hjælp af militær fra hans klan, undertrykker disse rettigheder og vedholder sig magten?

Her opstår, efter min mening Afrikas dilemma på vejen til demokrati.

Min endelige konklusion er, at Afrikas overlevelse, Afrikas udvikling i dette århundrede afhænger af afrikanernes omstillingsparathed, deres kapacitet til at se tingene anderledes; altså en mentalitets ændring.

Her ser jeg ændringskommunikation, som en mulighed, som bistandsydere med fordel kan integrere i deres policies